Alfasud til salg…

23. april 2008

Nej, det er ikke min egen!

En klassiker-venlig (og klassiker-kørende, for den sags skyld) kollega sendte mig just dette link, og det ser da godt ud, hva’?

Alfasud Ti 1978... Billedet er fra annoncen

 Bilen er den ret sjældne 1,3 Ti’er og er fra Serie 1s sidste produktionsår, 1978. Så man får altså den mest attraktive form med den “stærkeste” motor… 75 heste er da også en del!

Bilen er beskrevet som værende i original stand, men med en del rustarbejde forude. Jeg vil anbefale at man straks investerer i bilen - og sælger for- og bagruderammerne til mig, da jeg har ledt efter disse, uden held! 
Bilen er desuden dansk fra ny og med relativt få ejere. Spændende… 

Herligt 80′er-øjeblik

23. april 2008

På vej hjem fra Kalø-træf i går, havde jeg en herlig oplevelse! Mens jeg jagtede en BMW 850 på en ellers stille landevej, kom Soft Cell i radioen med “Tainted Love” - fedt! Alfettaen er et barn af 80′erne - i hvert fald i Q-udgaven, som min jo er. BMW 850 er ligeledes lidt af et 80′er-ikon, skabt i den mest hedonistiske periode, hvor yuppierne bare ville have større og større statussymboler…

Alfettaen skulle i øvrigt til Randers, da den lige nu er til Dinitrol-behandling… De to sidste mekanikere der har kigget på den, har begge erklæret den for rustfri, og det kunne jeg godt tænke mig, at den vedblev med at være!

Aktiv Aerodynamik

21. april 2008

I motorsport i dag er det forbudt at anvende aerodynamiske effekter, der ikke er statiske, dvs. at de ikke må bevæge sig. Reglen omtaler således ”moveable aerodynamic devices”.
En af de helt store pionerer inden for det felt var Brabham-teamet, der bl.a. lavede den berygtede Brabham BT46, som var udstyret med en intet mindre end 12-cylindret boxermotor – fra Alfa Romeo. Motortypen er noget nær ideel, da der er et herligt lavt tyngdepunkt ved denne motortype, noget friske m/k i alle aldre har sat pris på i mange år, ikke mindst i Alfasuder og 33’ere.
Ulempen er dog, at der underneden F1-vognen ikke er plads til at lave venturikanaler, der danner det forjættede ”ground force”, som er nødvendigt for at holde køretøjet til vejen under høje hastigheder.

Heldigvis for Brabham havde deres chefdesigner Gordon Murray (der nok er lige så meget kendt for sin del af skabelsen af McLaren F1, den ultimative 90’er-drengedrøm), løsningen på dette…
Svaret var en kæmpestor ventilator, monteret bag bilen, der sugede luft ud fra undersiden af bilen og vha. vakuummet sørgede for at holde bilen fastklæbet til asfalten. Dette var tidligere brugt af firmaet Chaparral, der med deres Can-Am-bil Chaparral 2J, var pionerer på dette område. Teknologien var der blevet forbudt nærmest øjeblikkeligt. Gordon Murray havde dog svar til kritikerne: Det var skam ikke noget aerodynamisk virkemiddel, i stedet var det en form for motorkøling!
Brabham BT46 - billedet er fra flickr.com-brugeren edvvc
Brabham-raceren gør klar til et stint…

Den holdt dog ikke ved nærmere eftersyn (jeg antager, at den gode Murray må have haft svært ved at holde masken), og Brabham BT46 ”Fan Car” blev erklæret ulovlig – den nåede at vinde et enkelt løb, det svenske Grand Prix i 1978.

Nyere biler benytter sig i stor stil af bevægelige aerodynamiske virkemidler. F.eks. har Bugatti Veyron en spoiler, der skal slås ned, førend det er muligt at opnå tophastighed.

Ud over den spinkle Alfa Romeo-forbindelse, hvad er så meningen med dette indlæg?
Jo, jeg har fundet ud af, at ud over boxer-teknologien, så har Alfasuden flere ting til fælles med Brabham-raceren. Under et nyligt tophastighedsforsøg nåede ’Suden den svimlende hastighed af 160 km/t. På speedometeret, naturligvis, så der er nok snarere tale om 150 faktiske kilometer i timen. For at opnå denne svimlende hastighed er det tilsyneladende nødvendigt at gøre bilen mere vindglat, og dette opnås ved en sindrig mekanisme, der sørger for at lægge det venstre sidespejl helt ind til bilen, når en vis hastighed opnås. At det højre ikke havde lagt sig, tillægger jeg det faktum, at der med en fører i bilen er en vis uligevægt, der skal balanceres – derfor kun den ene justering.

Imponerende i en bil fra 1975!  

Ny i stalden

2. april 2008

Det måtte jo ske før eller siden – jeg har købt bil.
Der skal bruges en bil til mit nye arbejde, da jeg jo skal ud og hilse på kunder af og til, samt slæbe mig til Tilst, når de gamle ben ikke magter cyklen om morgenen. Fik jeg ikke sagt, at jeg har fået nyt arbejde? Jeg startede ved BilBasen d. 10/3 i år – fedt sted. Jeg er ansat som mediekonsulent, hvilket er en form for glorificeret annoncesælger, hvilket er noget andet, end hvad jeg har prøvet tidligere. Jeg er ikke kommet så dybt ind i jobbet, men arbejdet med at håndtere vores kunder og hjælpe dem til den bedst mulige annoncering på vores site, er ganske interessant. Kollegaerne er herlige – den samme blanding af drengrøv og professionalisme, som jeg er vant til fra studiet.

Nåja, bilen…

Der er tale om en vidunderlig vogn! En Alfa Romeo (hvad ellers?) Alfetta fra 1984, i Alfa-rød. Jeg er ikke sikker på HVOR god en farve det egentligt er til modellen, men jeg synes godt om det efterhånden. Som med de fleste gamle biler, er der også med Alfettaen et par småfejl. Disse har jeg tænkt mig at tage mig af løbende, men ingen af dem burde blive særligt dyre. Først venter et service hos Juel Auto, hvor jeg glæder mig (!) til at se, hvad Morten finder på den. Tror nu ikke det er noget særligt…

The front of the Alfetta - photo by HLC 

Køreoplevelsen er ganske speciel. Jeg er vant til at køre ret moderne biler, Alfasuden inkluderet, og det er Alfettaen altså ikke! Den skal mosles lidt mere rundt og er lidt mere en mande-bil. Pedalerne virker til at være konstrueret af tre forskellige ingeniører; speederen let som en fjer, bremsen har enorm frigang og koblingen er stenhård. Noget andet end ved Alfasuden. Sjovt at den er ni år ældre… Men når det gælder balance og styretøj er Alfettaen i særklasse. Rundt i svingene har man indtryk af en komplet pakke, med et let og præcist styretøj og en bagende, der gerne vil lege med! Men takket være transakslen, er der jo også tale om en 50/50 vægtfordeling for og bag, hvilket giver sikre og sportslige egenskaber.

Tak for det, Alfa.

I’m not dead yet…

12. januar 2008

Nej, jeg er ikke helt død.

Jeg ved godt, at der ikke har været sååå meget aktivitet her på sitet det sidste stykke tid, men jeg har desværre haft mere presserende sager at tage mig til - det beklager jeg.

Angående det sidste indlæg, så tog jeg kontakt til den pågældende person, som det viste sig, at jeg rent faktisk havde stiftet bekendtskab med tidligere. Han havde tydeligvis ikke gjort større indtryk. Sagens kerne var, at han tilsyneladende sad i en stilling, hvor han skulle lægge øre til meget brok gennem dagen. At det kom til udtryk i en mavesur mail, er vel egentligt forståeligt. Uprofessionelt, men forståeligt…

Nuvel, jeg skal i hvert fald ikke høre på ham mere - jeg arbejder der nemlig ikke længere! Ja, det kommer måske bag på jer, men tro mig; det kom først og fremmest bag på mig. Jeg fik blot ni arbejdsdages varsel, så var det ud af vagten. Det kan lade sig gøre, da jeg kun var ansat til 1. januar - jeg fik blot ikke forlænget min kontrakt. Flot håndteret af et firma, der sætter en ære i at have styr på deres human ressources, men den kan vel glippe. Det skal siges, at jeg har været glad for at være ved Volvo og at jeg vil savne mine kollegaer og min chef, Anders. Dygtige og inspirerende mennesker som jeg ønsker det bedste fremover.

Så nu er jeg arbejdsløs… Indtil videre har det sådan set været en forholdsvis behagelig omgang, men jeg har heller ikke kigget på min seneste kontoudskrift. Den er nok hidsig.
Derfor søger jeg også arbejde. Og nu skal det handle om italienske biler. Jeg går målrettet efter at få en stilling, hvor jeg kan komme til at beskæftige mig med noget jeg brænder for, og har allerede været til den første samtale. Spændende at se hvordan det udarter sig.

Biløkonom 2008

12. januar 2008

Og så er jeg da forresten uddannet.

Det har været 30 fantastiske måneder i selskab med den herligste flok mennesker, man kan forestille sig. Mange regner jeg blandt mine bedste kammerater i dag og jeg føler mig priviligeret over, at have været være en del af det fællesskab, der har udgjort Hold M 2005-2008.

Af særlige begivenheder vil jeg især huske tilbage på studieturen til Tyrkiet, turen til Sverige hvor Mads underholdt med klaver og sang, min egen tur til Australien (der var starten på denne blog) og bilmessen i Frankfurt. 
Oven i alle de spændende arrangementer (der da også inkluderede mange gode dage i Danmark, bl.a. vores Københavnstur), har der været en dagligdag på Erhvervsakademiet, der har været udover det sædvanlige. Sparken-på-dæk på parkeringspladsen med dampende kopper kaffe, drengerøvsstemning af den værste skuffe i frikvarter såvel som i timerne og ikke mindst; en fantastisk lærerstab. Jeg har aldrig mødt sådan en samling af engagerede undervisere, de har sandeligt en stor del af æren for det gode fællesskab i klassen. 

Det er lidt trist at skulle skilles fra mine gode venner, men jeg ser frem til, at vi skal ses igen.

Hvad mailen gemte

6. november 2007

Forleden modtog jeg et brev på min arbejdsmail. Det var fra en medarbejder, som jeg aldrig har mødt og ikke før har talt eller skrevet med. 

Brevet startede med et friskt ”hej” og sluttede med et høfligt ”med venlig hilsen”, men indholdet var udfærdiget i en kommanderende tone og antydede desuden, at jeg ikke vidste hvad jeg gik og arbejdede med. Eller, sådan læste jeg det i hvert fald. 

Gad vide hvor meget kommunikation går skævt fra afsender til modtager, når det foregår over så upersonlige medier som mails og internetfora? 

Gad vide hvordan min plageånd i den anden ende af virksomheden er at tale med? Jeg har tænkt mig at finde ud af det, så nu ringer jeg til den pågældende kollega og hører ad. Det kan jo være, at man egentligt mener det samme, men at vi blot har forskellige opfattelser af, hvad der er god omgangstone og hvordan man i øvrigt gebærder sig… 

Måske er der en positiv oplevelse i vente! 

Intet nyt er… godt nyt?

30. oktober 2007

Ja, der har jo været noget stille, til trods for de mange projekter med maling, ‘Sud og Alfa-blog, så jeg må jo hellere forklare…
Sagen er den, at jeg som biløkonomstuderende forventes, at aflevere en opgave vedrørende et selvvalgt emne, her til november. Nærmere betegnet 15. november…

Det optager meget af min tid og er skyld i mild stress og panikanfald, så der er ikke meget overskud til at tage sig af andre ting. Lidt socialt samvær blev der dog tid til i weekenden, da Kampfgruppe Sylvest blev indsat i København og prompte drak sig en kæp i øret. Vi var 6 soldaterkammerater (der være en bedre betegnelse, der ikke fører tankerne hen på Dirch Passer…), der mødtes i KBH, og under ledelse af den emminente T. Sylvest blev ført gennem en opslidende række af events. Afsindigt sjovt at se rødderne igen og perfekt stykke forberedelse af Sylvest, der virkeligt trådte i karakter. Varde, tag jer i agt!

Så, ahem, lidt morskab blev der trods alt tid til…

Jeg følte mig nødsaget til at poste dette indlæg, efter jeg hørte et indslag i nyhederne om, at vore politikere ikke har været for dygtige til at opdatere deres blogs, som siden valgkampen begyndte, har været for mangelfulde… I følge eksperten der blev interviewet, var de 4 indlæg, der var postede efter kampen startede for få. Det fik sat tingene lidt i perspektiv, så jeg følte, at jeg hellere måtte skrive en lille smule, jeg er jo trods alt ikke midt i en valgkamp. Endnu. Watch this space…

Nyt fra fronten. Den lille front. Faktisk kun 28 mm høj.

19. oktober 2007

Jes, så er vinteren kommet!

Alfa’en står så småt overfor en opmagasinering, og andre interesser skal plejes. Her tænker jeg på en af mine mindre velpublicerede interesser, Warhammer!

…Og hvad er så det?

Jo, det er figurer, figurer der benyttes i forskellige brætspil og “tabletop games”. Ikke rollespil. Ikke at jeg har noget imod det, bevares jeg har skam kun gode minder fra den gang jeg dyrkede det, men det er altså ikke på dagsordenen lige nu.

Jeg er gået i gang med at male en flok figurer til mit Blood Bowl hold, Norse-holdet The Great Danes  (spillerne får navne efter berømte danske fodboldspillere, clever eh?)

 
Her ses en Norse Thrower samt en WIP Snow Troll, begge er af mig…

og et andet projekt, nemlig et Human-hold malet efter en simplificeret New Orleans Saints… Dette er dog noget mere ambitiøst, eftersom jeg har tænkt mig at male de genstande på spillerne der er af metal, med en metode der hedder Non Metallic Metal…

Det går ud på, at i stedet for at male f.eks. hjelmen på en figur med en maling der indeholder små metalflager (som man normalt gør…), så maler man det i stedet for i opage farver, i dette tilfælde ved at arbejde sig op fra en brun til en gullig-hvid nuance. Det kræver et øje for detaljer, og er vist ret svært, men HEY ellers var det jo ikke en udfordring!

  
Tilsæt pigge, skjulte våben og mordinstinkt, og du har den perfekte Blood Bowl spiller
Derudover (ja, der er mere!), så vil jeg til at køre en række mindre projekter (for tiden en bunke Orcs), som jeg vil male sideløbende og derefter sælge på eBay. Bare for at prøve at male noget anderledes, penge er der næppe i det.

På genhør!

Update - 9. oktober…

9. oktober 2007

Så er den gal igen!

Min stakkels Alfasud må overvintre i kulden, med mindre jeg finder et sted til den… Any suggestions? Jeg leder i hvert fald med lys og lygte…

On a more positive note, så har jeg lige signet med det celebre auto-site cuoresportivo.dk der har ønsket en højt profileret blogger til at føre sig frem på deres konto. Det bliver lidt en degradering, at gå fra .com til .dk, men jeg kommer da ud til et større publikum ;)
-Troels.