Jeg vil lige lade morsomhederne holde en pause i dag, og i stedet dedikere en håndfuld pixels til en nyligt afdød ven.
Jeg mødte Steen første gang da jeg startede på Rolf Krake Skolen i Holstebro i 2.a, efter at min tidligere skole, Maabjergskolen, var blevet lukket, da den var for lille til at kunne give mening finansielt. Starten i den nye klasse var hård og ikke uden en vis portion drilleri. En af dem der var værst til dette, var en krølhåret bølle ved navn Steen.
Jeg husker hverken hvad drilleriet gik ud på, eller hvordan det blev bragt til en ende, men i løbet af kort tid var Steen og jeg blevet gode venner. Jeg tror at vi indså, at vi havde den samme skæve humor og den samme lettere akademiske tilgang til mange ting… Ja, vi var jo nok klassens nørder. Timevis blev brugt på at studere Illustreret Videnskab hjemme på Elmealle, mens skoletiden var en serie af “havde vi en bograpport for?!?” (præcis HVOR mange gange kan man tillade sig, at skrive rapport om “Kærlighed ved første hik”?) og “skal vi spille Magic i frikvarteret?”.
At bograpporter blev hastet igennem i sidste øjeblik, og at matematik afleveringer knap var læselige, kunne dog ikke skjule, at Steen var forbandet intelligent. Jeg har hverken før eller siden mødt en person, som var så uhyggeligt godt begavet. Når han først satte sig i hovedet, at han ville lære noget, endte han uvilkårligt med at være utroligt god til det. I HOKs pressemeddelelse har man kunne læse mange lovord om hans virke som artilleriobservatør, og ingen der kendte Steen ville nogensinde betvivle oprigtigheden af dette.
Steen kunne have drevet det til hvad som helst, og hans blanding af stædighed, ildhu, blændende vid og altid humoristiske tilgang til livet, gør blot hans død til en endnu større tragedie.
Elly, Mogens og René har min dybeste medfølelse i denne svære tid. Jeg er utroligt ked af tabet af en gammel ven, og føler med dem i deres tab af en søn og en bror.
Jeg vil slutte af med at fortælle et par af mine bedste minder om Steen.
Der var blandt andet den gang da vi spiste aftensmad hjemme på Ulsøevej, og da min mor, i et udslag af malplaceret tiltro til to drenges bordmanerer, lod os være alene ved bordet. Hun blev prompte takket af Steen og jeg ved, at vi kylede kogt spaghetti på de nyvaskede glasdøre ud til terrassen, hvor de hang som blege guirlander. Et syn for guder. Da hun kom tilbage, var det til to drenge der var ved at falde ned af stolene af undertrykt latter, og da det gik op for hende hvorfor, faldt der godt nok brænde ned. Jeg tror ikke at nogen i det Ølholmske hjem nogensinde har fået et større møgfald. End ikke den efterfølgende rengøringstjans kunne helt kvæle morskaben.
En anden gang var, da vi gik i den obligatoriske “torsdagsklub” under konfirmand-forberedelsen, og vi skulle lave noget udklædnings-halløj. De nærmere detaljer om aftenen husker jeg ikke… Udover billedet af Steen, forudsigelig som en dreng på 13 nu er, hamrende en knytnæve ind i den cykelhjelm jeg havde under trøjen, stærkt provokeret af udsagnet “se Steen, det er en pude!”.
Derudover husker jeg tilbage på glæden over at blive anbragt i samme klasse på Sønderlandsskolen, og da vi passede næsebjørne og stinkdyr (!) på Christianshede Zoo, og da jeg kom til at give ham en blodtud, og, og, og… Steen var en stor del af min barndomsliv, og det piner mig, at jeg ikke skal se hans smørrede grin eller få en hurtig bemærkning med på vejen længere.
Selvom det overraskede mig, at Steen valgte at fortsætte i militæret, er jeg sikker på, at kammeratskabet samt de fysiske og mentale udfordringer har passet ham utroligt godt. Han vil blive savnet blandt de der kendte ham som Sørensen, og de der kendte ham som Steen.
