Ølholm dot com

I det seneste stykke tid har Engsted og jeg (P.R.T. Engsted er en gammel mate fra .mil, og nok den mindst psykisk stabile mand i Nordeuropa. Tiden som SG i Stabsbatteriet har sat sine umisgenkendelige spor på en i forvejen meget skrøbelig sjæl) talt om at det kunne være fedt at køre noget bil sammen. Nærmere betegnet noget rallybil sammen.Jeg har en mistanke om, at det godt kunne ende med, at vi startede et lille team op… I så fald skulle det være med Engsted som kører og jeg som navigatør, ræsende henover mudder, sne og brændende asfalt. Hvad kunne være sjovere? 

Der er blot et par problemer:

1. Engsted kører som en brækket arm. Hvad end manden rører ved, bliver det behandlet som en udlejningsbil, og derfor straffet hårdt.
2. Jeg kan knap nok finde vej ud af min lejlighed, endsige navigere en bil noget meningsfyldt sted hen. Jeg kunne fare vildt i en telefonboks. Med et atlas under armen.
3. Vi har ingen bil, og ingen penge. Nada. Dette passer meget godt i forlængelse af ”intet talent” punkterne ovenover. 

Vi har dog en løsning til flere af disse punkter…
Eller det vil sige, vi har en måde at omgå punkt 1 og 2.   

Stil. 

Hvis vi ikke kan vinde, må vi se godt ud mens vi taber. Lyder det ikke meget fornftigt? Se bare Formel 1, hvem er det måske der har de mest outrerede farveskemaer? Nemlig, taberne! Honda kører med en fjollet globus malet henover vognen, og da Red Bull kom på podiet i Monaco sidste år, var David Coulthard iført en supermandskappe! Det er da klasse…  Vores vej til succes bliver et retro-tema, hvor der virkeligt bliver lagt i ovnen til ballade… Første opgave bliver at finde et passende automobil. Her kunne det optimale være en Ferrari 308 GTB i rally-spec, som faktisk var en habil rallyvogn i sin tid, med en del sejre på samvittigheden.

 Til at starte med må vi nok tage os til takke med noget lidt mindre prangende, men bare vent. Målet er en skrigende Ferrari V8, og vi skal nok nå dertil… Indtil da modtages donationer (i form af kontanter, hele biler, eller let omsættelige aktiver såsom guld og narko) hjertens gerne, kontakt Engsted eller mig for nærmere information. 

Næste opgave: Styling.

I det her tilfælde langt vigtigere end tuning eller en bæredygtig hold-organisation, husk på at det ikke gælder om at vinde, men at tabe med stil. Her bliver der lagt op til nogle hidsige farver på øsen, helst med masser af reklamer for sprut og smøger, vigtig detalje på en racerbil fra den æra. Vi må nok se i øjnene, at vi selv bliver nødt til at begynde på at ryge, men det er et lille offer.

Dernæst skal vi selv have styr på det personlige outfit. Jeg forestiller mig, at Engsted anlægger overskæg (tænk Burt Reynolds i ”Smokey and The Bandit”), og jeg køber et falsk et af slagsen. Beklager tøser, men jeg kan ikke gro skæg. Det er fysisk umuligt.     

Til det look skal der selvfølgelig skærmes for fotografernes blitz, og hvad bedre end et par Aviators, courtesy of Ray-Ban? Nej vel?   
Som I kan se, har vi altså skelettet af det her projekt, nu skal det bare fyldes ud…
 

Aviators, overskæg og moralsk anfægelige reklamer. Som Hitler sagde: ”We are on to something good here, lads!”       

 
I et udslag af monumental dårlig situationsfornemmelse, fandt jeg mig forleden stående i den lokale løber-forretning, med en tilmeldelsesblanket til det årlige lokale halvmarathon. To ting der var med til at gøre situationen virkelig kritisk var, at (1) datoen lød på d. 22 april, og (2) at blanketten var underskrevet, og VISA-bonnen ligeså. Oh well, hvor svært kan det være?

 
Kl. 7.15 søndag morgen vidste jeg med svidende nøjagtighed præcist HVOR svært det kan være! Løbet var startet tidligt om morgenen for at undgå den -utroligt- skarpe og brændende middagsol, og efter bare tre kvarters renden rundt var jeg lige så tør som Niels Hausgaard. Efter jeg endeligt havde kæmpet mig over målstregen var jeg lige til at skrotte, og kun en hurtig tilførsel af chokolademuffins, appelsinjuice og bananer holdt mig oppe tilstrækkeligt længe til at jeg kunne komme hjem…

Løbet var nu ellers godt arrangeret, med bl.a. gratis massage efter nærdøds-oplevelsen, samt en fin gul løbetrøje, som jeg dog næppe kommer til at bruge, da folk sandsynligvis vil tro at jeg er en kommunalarbejder, og derfor smide affald efter mig.
I dag, mandag, kan jeg så knap nok mærke mine lår, og takket være en vabel på størrelse med fyrstendømmet Monaco, har jeg en gangart som en pingvin der prøver at løbe gadedrengeløb.  

Der er flere ting der kan læres af denne oplevelse.

1. Når ens definition af ’træning til et halvmarathon’ er, at småjogge 9 kilometer ugen før og så lige 4 mere, to dage inden løbet, skal man nok overveje hvor smart det er at tilmelde sig et løb, der foregår i en sauna.
   
2. At et løb starter kl. 6 om morgenen er tegn på at arrangørerne er nogle sadister, og at man derfor bør holde sig langt væk.
   
3. At man betaler en mindre formue for at stå op kl. 4.30 en søndag morgen for, at deltage i selvsamme løb er et tegn på, at man selv er et fjols.
   
4. Folk ser tåbelige ud når de løber med solbriller kl. 6 om morgenen, men kl. 7 er det deres tur til at grine… Gå ikke mod lyset, og for Guds skyld, løb heller ikke mod det.
   
5. Jeg har aldrig før prøvet, at lade to muskuløse mænd smøre mine ben ind i babyolie og derefter lade dem gramse uhæmmet på lårene, men det var en foruroligende behagelig oplevelse.  
   

Det blev i øvrigt til en okay tid, ikke noget at skamme sig over der, men prisen er som tidligere antydet, at når jeg går ned af trapper, er det som en der haft en rigtig dårlig oplevelse med de thailandske toldmyndigheder.

Jeg blev højest placerede dansker.

Ja, så har jeg fået ”ny” vogn!

Jeg har kigget efter en Alfasud i noget tid efterhånden, efter at have set mange af dem hernede køre rundt. Jeg fandt så ved et tilfælde en der var til salg i Rønde, og efter at have talt med ejeren og hans fætter, der står for salget, har jeg valgt at slå til. At jeg fik en god bekendt til at tage op og så den efter i sømmene for mig, var helt sikkert den afgørende faktor, da hans dom var meget positiv.

Hun er en Alfa Romeo Alfasud fra 1975, og har kørt 104.000 km. Den tidligere ejer, der er en ældre herre, har passet på hende i en ærefrygtindgydende grad, der må siges at sætte høje krav til hendes pasning i fremtiden. Således har den ikke kørt om vinteren de sidste 25 år, og han har aldrig kørt den i regnvejr, men i stedet lejet en bil hvis han skulle ud, og der var bare optræk til nedbør. Den er blevet hyppigt undervognsbehandlet, og ejeren har ligeledes jævnligt haft dørbeklædningen af for at beskytte bag dem.
At den ikke har set regn, og aldrig oplevet vejsalt, kan ses på standen, der skulle være fejlfri. Jørgen, der kiggede den efter for mig, kunne i hvert fald ikke finde noget, og ejeren siger, at skulle der være noget galt med den, så er den gratis! (så jeg håber på et gennemtæret panel et eller andet sted… )Udover rustbeskyttelsen, er der blevet lavet mange andre tiltag for at forhindre skader på bilen:

- Batteriet er dækket af, så der ikke skulle blive spildt væske i motorrummet

- Der er monteret brandslukker- Kompressorhorn (kan I SÅ komme væk! Det kalder jeg aktiv sikkerhed!)

- Der er installeret flere instrumenter, f.eks. olietryksmåler og omdrejningstæller), der skal forhindre at motoren bliver presset, eller bliver udsat for en fejl, der leder til motorhavari.

- Finurligst af alt, er der også monteret et anhængertræk… Den tidligere ejer har fået det monteret, ikke for at hive skrald på lossepladsen, men for at hvis der var nogen der kørte op bag i ham, ville der ikke ske så meget med bilen! Udvendig airbag! Trækket er aldrig blevet brugt, og endda lakeret i bilens farve.



Af andet sjovt udstyr skal der nævnes:

- Radio og 4 højtalere, monteret fra ny, med kasetteafspiller eftermonteret (tror jeg).

- Hovedafbryderkontakt

- Højre sidespejl (var ikke standard fra ny i 70erne)

- ”Borini” sportsudstødning (eller snarere sports-rørhale)

- Sportsrat (originalt medfølger)

- Et bagagerum fyldt med reservedele…

- …Og en Wunderbaum. Ved ikke hvor gammel den er!

For at skåne bilen, er der ligeledes sat et eftermarkeds-sædebetræk på sæderne, og der er aldrig blevet siddet på de originale!

Jeg vil gerne takke Jørgen, igen, for at tage ud og se den efter for mig, og sige tak til Torben, der har passet så godt på hende i 32 år. Jeg ser frem til at tage mig godt af hende. Torben, og hans fætter Poul Erik, har i øvrigt været utroligt imødekommende, og et par rigtige gentlemen under hele forløbet.

En stor tak for en god handel.

Det kan være svært at forstå, at, når jeg sidder her i 30 graders varme i Australien, jeg glæder mig så meget til at komme hjem, men se hende lige, er hun ikke skøn???

PS: I kan se billederne på Flickr.com, eller min profil på Briangalleri.dk…

Jep, som det næppe er forbigået familiens opmærksomhed, er antallet af Ølholm’ere i Australien tredoblet! Og nej, det er ikke mine bedrifter i Brisbanes natteliv der har skylden. Der bliver forhåbentligt ikke afdækket noget før jeg er over alle bjerge…Næh, det er såmænd min kære mor og søster der landede hernede i torsdags, i en lavine af jetlag, importeret vodka og toldfrie smøger. Jeg hentede de to udmattede tøser i lufthavnen, efter at have sikret et ”passende” køretøj til turen. Jeg vil ikke brokke mig over Toyota’en lige nu, det er et emne for et andet indlæg! Anyways, efter at damerne var fragtet sikkert hjem til Malt Street, var min mission for dagen ellers at udmatte dem, så de kunne sove trygt om natten, og derved undgå et for hidsigt jetlag. Det lykkedes vist også ret godt, Tilde har i hvert fald praktisk taget sovet lige siden…

Jeg fik bl.a. ført dem rundt på en tur igennem byen, med udpegning af solbade-pladser, de mangfoldige butikker, samt et fantastisk blik ud over Brisbane, fra det spektakulære udkigssted Mount Coot-Tha. Senere om aftenen fik de også et af de mere seværdige syn af byen, nemlig Brisbanes skyline efter mørket er faldet, set nede fra floden der snoer sig gennem hele området.

Siden da er tiden gået med en tur til Australia Zoo (afdøde Steve Irwins hjertebarn), hvor der blev befamlet blå-tungede øgler, klappet koalaer og kælet for kænguruerne. Derefter fulgte en spektakulær tur op gennem de omkringliggende bjerge. Helt fantastisk landskab, og havde man blot haft et nogenlunde engagerende automobil, så havde det måske også været muligt for Tilde at holde sig vågen. I stedet havde jeg den mindst nærværende navigatør siden styrmanden på Titanic. Det var dog muligt at vride pinebænken (førnævnte Toyota) op på hastigheder der fik mor til at hvine noget om klippesider og manglende faldskærme. Det vil sige knap 25 km/t på de lige strækninger. I svingene havde det været mere effektivt at hinke rundt. Det havde også været mere praktisk, eftersom australierne har en pudig ideoligi ang. veje: ”Hvis der er plads til to vejbaner, må vi hellere lave halvanden”. Det afstedførte nogle nervepirrende øjeblikke, hvor der ikke var andet at gøre end at lukke øjnene, og håbe på at Bruce og hans mates ikke skulle tage fårene ned til markedet netop denne dag. Vejnettet hernede er sikkert et udslag af australsk humor, ligesom Vegemite, en fæl blanding af tjære og mug, som australierne smører på deres toast med største velbehag. Jeg udsatte fruentimmerne for dette kort tid efter deres ankomst, med et forudsigeligt resultat. Ikke noget at skrive hjem om, men hey, hvad har jeg måske gang i nu?!? 

Vi har lige brugt 2 dage i den nordlige del af Queensland, hvor vi var i byen Cairns, der er en turistfælde i en spektakulært høj grad, og beliggende ud til vandet. Og mere vigtigt, Great Barrier Reef. Mere om denne tur følger en af de kommende dage, nu vil pigebørnene skrive et par ord!
           - Troels

Ja, så blev det min tur tilat skrive lidt på hjemmesiden. Turen herned skulle bare overstås, mere end 30 timer i diverse fly og lufthavne er noget af en prøvelse. Egentligt gik det hurtigere og mere smertefrit end jeg havde forestillet mig. Foran hvert passager er der en skærm, hvor man kan vælge diverse former for underholdning eller følge ruten. Smart!
Nå, men endelig ankom vi til Brisbane og gik så småt og spekulerede på, hvordan vi skulle komme frem til Troels’ adresse – der var noget med et lufthavnstog, som vi kunne tage. Efter at vi var kommet gennem tolden uden de store problemer, kom vi ud i ankomsthallen, hvor Troels stod for at tage imod os. Hvor var det dejligt at se ham igen! Han havde oven i købet lejet en bil, så vi kunne blive kørt til døren. Underligt og lidt skræmmende at opleve Troels navigere rundt i en millionby med venstrekørsel. Men han klarede det til ug, også selvom han ikke var alt for sikker på ruten.
Siden er det gået slag i slag med fantastiske oplevelser. Den brøkdel af landet vi har set, er fantastisk smuk. Vore stueplanter er en del af vegetationen her – blot bliver de 10 gange større. Dagtemperaturen ligger omkring de 30 og natten er ikke meget køligere. Godt, der er opfundet aircondition!
Vi har tilbragt 3 dage i Cairns, som ligger 1800 km mod nord. Her var vi bl.a ude ved Great Barrier Reef i en katamaran, som blev vugget godt og grundigt og vejret mildest talt elendigt det meste sf turen. Lidt uden for Cairns svævede vi  hen over regnskoven i en ”skyrail” 7,5 km i alt.
Forhåbentligt venter flere store oplevelser – dette enorme land har så meget at byde på – ærgerligt, at afstandene er så store.
Hvis postkortene ikke når frem, inden vi taler sammen næste gang, anser jeg dette for værende mit postkort fra down under.
-          Karin

Så er dovendyret kommet til tastaturet! Jeg kan ikke løbe fra det: jeg sover meget. Og det kombineret med, at jeg kan sove ALLE tænkelige og utænkelig steder må naturligvis afstedkomme adskillige kommentarer fra min kære familie…
Det sat til side har der, som Troels også har beskrevet, været nok at se til siden vi ankom. Det er en helt ubeskrivelig oplevelse at komme hertil! Det startede ud med at være 22 grader, da vi ankom til Brisbane torsdag morgen kl. 7 og det toppede med 34 grader midt på eftermiddagen, mens Troels trak os rundt diverse steder. Han siger selv, at det var for vores eget bedste, men seriøst..?
De folk vi har mødt hernede er super-søde og imødekommende, trafikken kan bedst beskrives som værende alternativ(!), dyrene er eksotiske (jep, flagermus er virkelig puddelhunde med vinger… enorme vinger!) og vejret er i hvert fald anderledes end derhjemme.
Selvom Troels har sagt, at han vil vende tilbage til vores tur ud til Great Barrier Reef senere på dette site, vil jeg alligevel lige have lov til at sige, AT DET VAR DET FEDESTE JEG HAR PRØVET! Jeg har aldrig prøvet at dykke før, så det i sig selv var noget af en oplevelse (var kun tæt på at drukne en enkelt gang – er meget stolt af mig selv), men de fisk og koraller vi så var fantastiske! Vi så (næsten!!!) en haj og vi var lige ved at overse en pilerokke (No, Matt. I don’t care if you say it was a Whip-tailed Ray. I say it was a Stingray!).
Alt i alt har det indtil videre været rigtig godt hernede og først og fremmest været dejligt at se, at Troels trives hernede. Jeg glæder mig til at se jer allesammen derhjemme og stolt vise de fantastiske billeder frem.
Hvad tænker jeg dog på? Som med enhver anden god anmeldelse skal der da gives karakterer til sidst:
Maden: som derhjemme (hvis man lyster) – dog skal der gives topkarakter til kødet: det er billigt og der er masser af det! Dertil kommer, at man kan få ALT i supermarkederne. Det er som at være i USA: Betty Crocker og krydderier på tube.
Reklamerne: kvalitetsmæssigt som enhver reklame op til regionalprogrammerne (dårlige og amatøragtige) og så er der bare så mange af dem. De kommer ca. hvert 5. minut. Absolut bundkarakter!
Mændene: søde, charmerende, solbrændte, høje, har humor og er ikke bange for at tage en løbetur i bar overkrop. Topscorer på turen indtil videre – jeg skal holde jer opdateret mht. mænd og se om jeg ikke kan snige mig til at tage et par billeder
-          Tilde.