Arkiv for kategorien 'Biløkonom'

Biløkonom 2008

lørdag, 12. januar 2008

Og så er jeg da forresten uddannet.

Det har været 30 fantastiske måneder i selskab med den herligste flok mennesker, man kan forestille sig. Mange regner jeg blandt mine bedste kammerater i dag og jeg føler mig priviligeret over, at have været være en del af det fællesskab, der har udgjort Hold M 2005-2008.

Af særlige begivenheder vil jeg især huske tilbage på studieturen til Tyrkiet, turen til Sverige hvor Mads underholdt med klaver og sang, min egen tur til Australien (der var starten på denne blog) og bilmessen i Frankfurt. 
Oven i alle de spændende arrangementer (der da også inkluderede mange gode dage i Danmark, bl.a. vores Københavnstur), har der været en dagligdag på Erhvervsakademiet, der har været udover det sædvanlige. Sparken-på-dæk på parkeringspladsen med dampende kopper kaffe, drengerøvsstemning af den værste skuffe i frikvarter såvel som i timerne og ikke mindst; en fantastisk lærerstab. Jeg har aldrig mødt sådan en samling af engagerede undervisere, de har sandeligt en stor del af æren for det gode fællesskab i klassen. 

Det er lidt trist at skulle skilles fra mine gode venner, men jeg ser frem til, at vi skal ses igen.

Formålet med turen…

mandag, 15. januar 2007

Ja, jeg har holdt det som lidt af en hemmelighed, at jeg rent faktisk skal lave noget brugbart hernede, men det skal jeg skam :)


I Danmark arbejder jeg jo ”til dagligt” for Volvo Truck Center, der er et forhandlernetværk med 11 forhandlere, som er ejet af Volvo Danmark, og således  af Volvo AB i Sverige. Her i Brisbane arbejder jeg for Volvo Commercial Vehicles Australia, der er importøren af Volvo lastbiler, med deres egne forhandlere ligesom i Danmark. Udlandsopholdet er en ret selvstændig del af uddannelsen, hvor man er overladt til sig selv og sine kontakter mht. at tage kontakt til en virksomhed i udlandet, og med at financiere opholdet. Det sidste er typisk vha. legater, støtte fra firmæt derhjemme, lommepenge/løn/bolig fra firmaet i udlandet, og ens egen lomme… Jeg har været så heldig, at slippe nogenlunde godt om med det økonomiske, så stor tak til Volvo og diverse legatfonde!!!

Forløbet for et udlandsophold som biløkonom er typisk sådan, at man bruger noget tid i de forskellige afdelinger i den virksomhed man er havnet i, og man så derefter tager hjem og skriver hovedopgave. Nogle skriver også opgave for udlandsvirksomheden, enten i udlandet eller hjemme, dette er mest for de der er afsted i længere tid.
Da jeg er afsted i lang tid (indtil d. 23 maj), skriver jeg opgave for Volvo hernede, men i modsætning til normen, har jeg allerede fået tildelt min opgave, og er i gang med at løse den! Man kunne sige at det er ”urealistisk” i henhold til formuleringen af formålet med opholdet, men jeg lærer meget på denne her måde. Bl.a. har jeg selv skulle tage kontakt til en masse personer, for at arrangere møder, og jeg skal senere i marken for at interviewe både kunder, ansatte fra andre lastbilsselskaber, og ansatte i Volvo.
Hvad selve opgaven går ud på, vil jeg komme ind på senere, men det er en stor mundfuld, og jeg håber at jeg kan magte opgaven. Det må tiden vise, lige nu er jeg bare glad for at være tildelt en så stor opgave og så meget ansvar. Og så i de omgivelser!