Klassikerauktion i Vejle

Forleden gik turen så til Vejle, hvor BCA lukkede dørene op for en auktion, centreret omkring liebhaver- og klassikerkøretøjer.

Det var min kollega, Lasse – der selv er enddog meget bilinteresseret, der havde fortalt om auktionen og vist mig kataloget. Af særlig interesse var naturligvis den fine Alfasud, der i det sidste års tid har boet tæt på mig i Aarhus C. Af andre spændende biler kan nævnes:

- Mercedes 280 SL ”Pagode”. Virkeligt flot restaureret og med lækker farvekombination.
- Ford Fiesta 1,0 fra 1977. En ejer og 55.000 km. på tælleren.
- DeLorean DMC-12. Tilbage til fremtiden..!

Alfasuden blev toppet op med lidt benzin og kort tid efter var vi i Vejle… Jeg har aldrig før været til bilauktion, men kort efter vi var ankommet, var Lars (fætter) og jeg enige om, at vi nok skulle bruge lidt længere tid end planlagt! Der var et hav af interessante biler, og der blev dagdrømmet i stor stil. Hvis bare man liiiige havde et par tusinde med…
Vauxhall Viva Estate - spændende bil!
Gad vide om den residerende, anglofile racerkører, Ebberfeldt, ville finde denne interessant? Han har jo tilsyneladende en svaghed overfor engelske “load carriers”

Det havde jeg heldigvis ikke og da auktionen var i gang, viste det sig, at der heller ikke var mange andre, der var i byde-humør denne dag. Auktionarius var ellers voldsomt underholdende og formåede at piske en god stemning op, når der var konkurrerende bydere. At publikum ikke var så bydelystent afspejlede sig i nogle, efter min vurdering, ret gode køb. F.eks. endte Pagoden i bare 210.000 kr., billigt for en istandsat, klassisk Mercedes.
DeLorean’en endte med ikke at blive solgt, men det er også mit indtryk, at sælger havde urealistisk høje forventninger til, hvad den burde indbringe.

Alfasuden endte, efter lidt tid, på en pris på 25.500 kr., budt op af ”Jorila” fra CS og indehaveren af Vestsjællands Bilmuseum. Fremover kan denne flotte model beskues på museum… Deres første Alfa, i øvrigt.
Jeg havde en kort snak med den tidligere ejer – flink fyr. Bilen blev solgt, da de ikke fandt den velegnet til længere ture, f.eks. til København, noget jeg kun kan afkræfte – min egen kørte f.eks. til Manchester sidste år uden at kny! Og det gjorde passagererne heller ikke.

 

 
Stor flok samlet omkring Alfasuden, men kun to bydere
 
Dagens klart bedste ”bud-krig” var for en gammel Dodge Lastbil, der blev budt 17.000 kr. op i pris mellem to kombattanter, hvoraf den ene så ud til at overveje hvert eneste bud med et smertefuldt udtryk i ansigtet. Han fik den dog ikke til sidst, auktionarius formåede ellers at byde ham godt op over hans grænse, fornemmede jeg. Mere af det!

Ingen auktion uden helt store rædsler… Bl.a. var en lettere modificeret Rover SD1 3500 til salg - nåede heller ikke langt op!

Efter auktionen (vi gik lidt tidligere) faldt vi over en stand udenfor, der faldbød gamle, tohjulede køretøjer – nej hvor var den Vespa fristende! 

Jeg kan kun anbefale, at I tager afsted til lignende arrangementer i fremtiden, ved at det i hvert fald ikke har været min sidste auktion!
 

Efterlad en kommentar