Aktiv Aerodynamik
I motorsport i dag er det forbudt at anvende aerodynamiske effekter, der ikke er statiske, dvs. at de ikke må bevæge sig. Reglen omtaler således ”moveable aerodynamic devices”.
En af de helt store pionerer inden for det felt var Brabham-teamet, der bl.a. lavede den berygtede Brabham BT46, som var udstyret med en intet mindre end 12-cylindret boxermotor – fra Alfa Romeo. Motortypen er noget nær ideel, da der er et herligt lavt tyngdepunkt ved denne motortype, noget friske m/k i alle aldre har sat pris på i mange år, ikke mindst i Alfasuder og 33’ere.
Ulempen er dog, at der underneden F1-vognen ikke er plads til at lave venturikanaler, der danner det forjættede ”ground force”, som er nødvendigt for at holde køretøjet til vejen under høje hastigheder.
Heldigvis for Brabham havde deres chefdesigner Gordon Murray (der nok er lige så meget kendt for sin del af skabelsen af McLaren F1, den ultimative 90’er-drengedrøm), løsningen på dette…
Svaret var en kæmpestor ventilator, monteret bag bilen, der sugede luft ud fra undersiden af bilen og vha. vakuummet sørgede for at holde bilen fastklæbet til asfalten. Dette var tidligere brugt af firmaet Chaparral, der med deres Can-Am-bil Chaparral 2J, var pionerer på dette område. Teknologien var der blevet forbudt nærmest øjeblikkeligt. Gordon Murray havde dog svar til kritikerne: Det var skam ikke noget aerodynamisk virkemiddel, i stedet var det en form for motorkøling!
Brabham-raceren gør klar til et stint…
Den holdt dog ikke ved nærmere eftersyn (jeg antager, at den gode Murray må have haft svært ved at holde masken), og Brabham BT46 ”Fan Car” blev erklæret ulovlig – den nåede at vinde et enkelt løb, det svenske Grand Prix i 1978.
Nyere biler benytter sig i stor stil af bevægelige aerodynamiske virkemidler. F.eks. har Bugatti Veyron en spoiler, der skal slås ned, førend det er muligt at opnå tophastighed.
Ud over den spinkle Alfa Romeo-forbindelse, hvad er så meningen med dette indlæg?
Jo, jeg har fundet ud af, at ud over boxer-teknologien, så har Alfasuden flere ting til fælles med Brabham-raceren. Under et nyligt tophastighedsforsøg nåede ’Suden den svimlende hastighed af 160 km/t. På speedometeret, naturligvis, så der er nok snarere tale om 150 faktiske kilometer i timen. For at opnå denne svimlende hastighed er det tilsyneladende nødvendigt at gøre bilen mere vindglat, og dette opnås ved en sindrig mekanisme, der sørger for at lægge det venstre sidespejl helt ind til bilen, når en vis hastighed opnås. At det højre ikke havde lagt sig, tillægger jeg det faktum, at der med en fører i bilen er en vis uligevægt, der skal balanceres – derfor kun den ene justering.
Imponerende i en bil fra 1975!