Status efter 2 uger

Nu har jeg efterhånden spenderet de sidste 2 uger her i landet, og nu må det være på tide med en status på det hele :)

Om Australien:

+ Australsk tv inkluderer programmer som Top Gear, Drawn Together og Futurama.- Selvsamme tv programmer bliver afbrudt hvert tiende minut af tåbelige reklamer… Hvorfor skal alle forretninger have et talende dyr som maskot, og en fjollet kendingsmelodi?!?

+ Benzin koster bare 4.50 kr. pr. liter under disse himmelstrøg (og det mener de er liiiige i overkanten!).

+ Bilerne er vildt fede, her er ikke så meget jantelov.

- Bilisterne hernede er til gengæld… Absurd dårlige! Man hører meget om unge der kører skidt i Danmark, men det er intet i forhold til det her!
Man skal være 16 år for at tage kørekort, en proces der består af en skriftlig prøve (som herhjemme) og en køreprøve (som herhjemme… Men utrolig let). Den egentlige forskel består i, at der ikke er noget som helst undervisning, hverken teori eller kørsel inden. Man kan vælge at købe en bog og studere lidt inden prøven, men det er efter sigende ikke nødvendigt. Vorherre bevares.

+ Varmegraderne. Hvor er det skønt at gå rundt i shorts og t-shirt i januar.

- At det til gengæld er som en fryser indenfor. Australierne har en uvane med at køle deres kontorer ned som var det fryserum. Lækkert når man kommer indenfor med en svedig ryg. Eller noget.

+ Der er palmer her! Underligt at løbe under om aftenen, men…

- …Der er flagermus i trærne! Satans store flagermus, skulle jeg hilse og sige!

+ Udover de flyvende schäeferhunde er der heldigvis også sjove og spændende dyr. Såsom pelikaner. Og firben, store firben! :D

- Dansk kultur hernede er begrænset til obskure Lars Von Trier film i fjerneren og begrænset kendskab til kongehuset. Hvad er der blevet af Steffen Brandt, Mandrilaftalen og fri porno? Det er danske kerneværdier!

+ Hverdagsvarer er rigtigt billige, specielt kød. Det kan lade sig gøre, at købe gode bøffer til en kilopris på 45 kr. Restauranter og cafeer er ligeledes billige.

- På trods af at jeg ser folk med surfbrædder over det hele, har jeg endnu ikke fundet et sted hvor de sælger et anstændigt badehåndklæde. Utroligt.

+ At det er muligt at købe frisk frugt, og af en god kvalitet endda… Jeg troede at mangoer skulle være grønne?!?
 

Om australierne:

Dejligt folkefærd, og utroligt smilende, venlige og høflige. Man skulle ikke tro, at mange af dem nedstammer fra englændere (undskyld Neil, ved du kan tage det ;) ).

Mange australiere er ramt af en uklædelig nationalisme, der giver udslag i, at de er ganske uvenlige overfor indvandrere, særligt asiater. Muslimer er heller ikke mere populære end i Danmark, takket være et par dumme udtalelser fra et par imamer, som australierne så mener repræsenterer alle med den religion. Her kan man så drage de paraleller til danske forhold som man vil.
I øvrigt mener jeg at det er lidt underligt, at man er så afvisende overfor indvandring, Australien er da, om noget, en nation af indvandrere?

Australiere er ganske oprigtige og ligefremme, noget der afspejler sig i den ret direkte omgangstone og den åbenhjertige humor. Her kalder man en spade for en spade, uanset om man er ”truckie” eller statsminister.

De elsker at forkorte ord eller finde på kælenavne! En barbeque bliver til enten en BBQ eller en ”barbie”, en Australian er selvfølgelig en ”Aussie”, en breakfast bliver til en ”brekkie/brekky” og så fremdeles.
 

Jeg vil prøve, at se om jeg kan aflure flere særheder og kendetegn, det burde ikke være svært. De er en speciel flok hernede :D

En kommentar til “Status efter 2 uger”

  1. Tilde siger:

    Hej Troels,

    Seriøst! hvad kan man ellers forvente sig af et land, der er beboet af folk, der nedstammer fra tidligere straffefanger…? Bare se deres nationalsport, der er en blanding af vold og… ja, vold! De må da være lidt specielle.
    Glæder mig til at høre mere fra straffekolonien :-)

Efterlad en kommentar