Ølholm dot com

Noget Mike Brewer sagde, fik mig til at filosofere…

Ja, jeg ser en del Wheeler Dealers for tiden, og presenteren Mike Brewer nævnte, at det han godt kunne lidt ved en Range Rover var, at den var klasseløs. Ligesom Minien, tænkte jeg så, og ligesom… Ja, er der egentligt andre biler, der ikke signalerer, at man tilhører et specifikt samfundslag, eller forsøger at give indtryk af dette?

godsejer på jagt eller blikkenslager på weekendudflugt?
Ydermere, er dette udelukkende et engelsk fænomen? Jeg kan ikke komme i tanke om nogle lande, der har samme tradition for at producere biler, der, selv i de dyre versioner, ikke er læsset til med krom og stads, der skal signalere her-kommer-jeg, men i stedet lægger vægt på en ærlige og funktionelle kvaliteter. I Italien ville den lokale byrådsformand (læs; mafiaboss) blive drevet ud af bygningen af latter, såfremt han kørte op til hoveddøren i en Fiat 500 og selvom en 2CV er charmerende, så er det ikke foran golfklubberne, man ser dem parkerede…

chic og evigt ung - og alle ville være med på bølgen…
I øvrigt er englændernes forsøg på at gøre deres vogne mere up-market præget af en række katastrofer - var der nogen, der sagde Austin Allegro Vanden Plas?

hvordan gør man en Allegro endnu grimmere? British Leyland trumfede sig selv… Og nej, det er IKKE min ’sud!

HLC og jeg var i dag fordybet i herrelitteratur (gamle bilblade), ødselt kaloriefrådseri (to dage gammel tirami su - den bedste jeg endnu har pisket sammen) og indtag af stærk kaffe. Diskussionen drejede sig, som altid, om biler - hvad de signalerer om personen der kører/ejer den og hvilke vi kunne tænke os.

Det er ret typisk for vores indstilling, at eftersom ingen af os er specielt motorsportsinteresserede, ikke kan køre en bil “på grænsen” eller lignende, mere går op i det overfladiske i bilejerskabet - og det er en accepteret tilgang mellem os. Bevares, en bil skal da kunne køre godt (argumentet der endeligt drev mit forslag om en Austin Allegro som ironisk, intelligent klassiker til HLC i jorden), så er udseendet og “følelsen” vigtigere. På samme vis kunne det være spændende med en Lancia som klassiker, for at på den måde nyde den særligt uhåndgribelige følelse af “intelligent bil”. At være del af en særlig flok bilentusiaster, der ved at vælge en Lancia (og visse Citroëner) som klassiker-følgesvend, viser at de har stil og truffet et intelligent og individuelt valg. Den moderne pendant er, at man som direktør i sværvægtsklassen vælger en Maserati Quattroporte som direktionsbil, fremfor den mere “oplagte” Audi A8…

 Det er desværre ikke nogen forestående udskiftning i vognparken, der afstedkom denne diskussion, blot lidt legesyg “hvad nu hvis…” tænkning. Den blev kun gjort mere interessant af et lavt budget, samt et ønske om noget italiensk og bare lidt specielt, hvilket jo gjorde det noget sværere…

Opfølgende indlæg… følger.

Fiat 124 Coupé - var det noget? Forholdsvis billig, forholdsvis lækker!

Det er blevet tid til at skille sig af med Alfettaen.

Til trods for at jeg nyder hvert øjeblik i den, er det umuligt for mig at beholde den, da der skal rejses noget seriøs kapital til min rejse til USA næste år. En skam, da det er et herligt køretøj - og det bliver nok ret så svært at finde et tilsvarende eksemplar på et senere tidspunkt!

Der er en herlig 80′er-feeling over bilen, med det noget klodsede interiør, de mange sorte plastikpaneler og de prægtige Ronal alufælge. Hver gang jeg kører en tur i den, får jeg lyst til at røve banker m.m., for at kunne beholde den røde transaksel-Alfa, der byder på en helt speciel køreoplevelse. Hvis der pludseligt skulle opstå en ordentlig spandfuld penge i min nærhed, er håbet, at jeg kan klodse den op i et par år, for derefter at sætte den på vejen igen…

Men det er et drømme-scenario; virkeligheden er desværre ganske anderledes!

 
en skam at man må skille sig af med så flot vogntøj!

For noget tid siden tog jeg dette billede til et Kalø-træf:

XK150′eren er en fast gæst ved Kaløvig - sammen med dens makker, endnu en XK150′er, dog dybrød

Billedet viser et lille badge, som Jaguar har monteret bagpå deres samtidige sportsvogne, dengang det hed “win on Sunday, sell on Monday” - og Jaguar fejrede store triumfer i motorsport. Det var William Lyons ikke sen til at udnytte, og Jaguar har haft en fantastisk evne til at gøre reklame for dem selv.

Personligt er jeg ikke så vild med XK150′eren, er mere til de tidligere XK120-140′ere, der har mere delikate linier. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er en helt specielt fornemmelse af tage på tur i en af de gamle baljer. Lidt mere ambitiøst køretøj end ‘Suden, der for tiden lider lidt under en hængende håndbremse - irriterende.

I morges var Alfasuden taxa for en af pigerne på gangen, der var stået for sent op til at komme på arbejde til tiden. Undervejs imponerende den syditalienske charmør med et, ifølge passageren, voldsomt tempo… Jeg måtte krybe til korset og indrømme, at den fart vi skød, ikke stod til måls med hendes indtryk – i stedet var det larmen fra den hullede udstødning, der bidrog med en heftig lydkulisse! Det er så sandelig tid til at få den udstødning skiftet…

Det kunne så passende være samtidigt med at jeg får skiftet tandrem. Den gamle tandrem har været kilde til megen uro, ikke blandt mig, men blandt kendere der har udtalt, at den kunne ryge når som helst. Hvilket den helt sikkert også kan. Jeg kan blot konstatere, at den endnu ikke har været kilde til gråd og tænders gnidsel – 16.000 km. kørsel er det blevet til uden større uheld.

Den seneste tid har været usædvanligt Alfa-fri, men det skulle gerne ende nu; Alfasuden har fået renoveret hjul!
 
Det ser altså bare godt ud! Navkapslen fik lige en omgang Brasso samtidigt
Det skyldtes egentligt, at jeg en morgen kom ud til den lille gule og opdagede, at der var en punktering på forhjulet. Jeg kørte på reservehjulet et par dage, men en kort samtale med Torben, den tidligere ejer, bekræftede at der var tale om det originale reservehjul - 33 år gammelt gummi. Samtidigt havde jeg observeret en del overfladerust på fælgene, og jeg besluttede hurtigt, at det var tid til at få renoveret hele skidtet. Som sagt, så gjort. Der er nu kommet Pirelli Cinturato’er på alle fem hjul (Cinturato er et gammelt Pirelli-navn, der i 70′erne var brugt til det dæk, der var standardmonteret på Lamborghini Countach!) og efter timevis af kærlig slibning og nænsom lakering (tak Kim!), er hjulene som nye nu. De ser simpelthen fantastiske ud nu, men understreger blot, at der er andre skønhedsfejl på den gule karosse. Dette må godt nok blive på et senere tidspunkt, da det er en lidt for stor udskrivning til, at jeg kan bære det rent økonomisk lige nu.

Standardmonterede Pirelli Cinturato’er - på 14″ fælge.

Af andre planer kan det nævnes, at jeg vil have udskiftet den hullede udstødning (ny ligger under min seng!), have skiftet tandrem, samt givet den et nænsomt serviceeftersyn. I foråret udskiftede jeg luftfiltret, dét var noget, der kunne mærkes.
 
Det blev også til en fotosession på en hemmelig lokation udenfor Århus…

Nej, ikke dem i Tintin og lignende.

Jeg taler i stedet om den fremherskende trend med at gøre lygterne på biler større og større… Ærligt talt, så irriterer det mig. Øjnene er sjælens vindue, siger man jo, og på biler gør det sig gældende, at lygterne er med til at give bilen personlighed, karakter og en stor del af dens appeal. Men på det seneste har bildesignere udvist en stadig stigende portion dovenskab i deres “big is better” tilgang til dette område af stylingen. Se f.eks. den nyeste Ford Mondeo, der har forlygter, der er omtrent 55 cm lange og skaber et indtryk af en bil, der har et manisk grinende ansigt

klodset og upersonligt design - det nye årtusindes krom-lir!

Sammenlign dette automotive design med en manga-figur. Uspillede øjne - og så ellers ingen ansigtstræk, der kan skabe en personlighed, man kan forbinde sig med.

giv mig Anders And - any day!

Det siger meget om bildesignere, at de bliver nødt til at benytte sig af sådanne stilarter for at dække for deres inkompetence. Istedet kunne man jo, som Alfa Romeo (I know…), rent faktisk tage sig tid til at danne et design, hvor forlygterne er et understøttende element i det store hele, mens det er bilens karosse, der med dets elegante linier skaber det overordnede stilindtryk.

elegant, sporty… what’s not to like?

Jeg har fået rørt Den Røde Balje en smule på det sidste og nydt hvert et øjeblik. Selvom den har sine småfejl, er det simpelthen en fantastisk dejlig bil, og jeg føler mig priviligeret at have så flot et eksemplar.

I aftes tog Heine og jeg ud på en hemmelig location og tog en serie billeder, som jeg nu har lagt ud på min flickr.com-side, plus jeg har fået den lagt ind på Bilgalleri.dk, til almen beskuelse og beundring.

Så er den røde hjemme i Århus.

Den har tilbragt de sidste par uger i Randers, hvor den har gennemgået, hvad der må betegnes som en essentiel del af en Alfas vedligeholdelse, nemlig rustbeskyttelse!
Valget var faldet på Dinitrol, da det er mærket, jeg har hørt bedst om, og det er desuden hvad der har holdt Alfasuden fra at falde fra hinanden siden 1975!

Den en anelse forbløffede Dinitrolmand havde måtte konstatere, at der ingen spor af gennemtæring var, og der står da heller ingen anmærkninger på certifikatet - herligt.
Jeg måtte vente lidt tid for at komme til, da der var sygdom i firmaet, og i ventetiden funderede jeg lidt over, hvilken bil en Dinitrolmedarbejder mon kørte i. Jeg kom frem til, at der sikkert var tale om en halvgammel, trist tysker-kasse og blev ganske rigtigt bekræftet i min antagelse, da han ankom. I en gul Golf II. På gule plader. Indbegrebet af tarveligt køretøj.

Jeg fik dog nøglerne kort tid efter og forlod Randers ad motorvejen, Alfettaen kørte så godt som nogensinde. Dog havde den udviklet et nyt, underligt tic. Den blinkede med dobbelt hastighed…
Jeg er sikker på, at garvede rotter allerede nu klasker sig i panden og tænker “der er gået en pære!”, men hvad ved vidste jeg… Senere, om aftenen, blev jeg oplyst af den herboende elektriker/bodybuilder, Lasse, at der helt sikkert var gået en pære. Da Skov, der også har til huse her, og jeg ville køre i Bilka, huskede jeg at få Skov til liiiige at kigge på lyset… Det viste sig, at der slet ikke var noget! Jo, nummerpladelyset virkede okay. Men det var også det. Efter at have konsulteret det medfølgende el-diagram og have kløet os i hovedbunden (hver vores egen, forstås), kom vi i gang med at rode med sikringer og des lige. Da jeg så hev en printplade, der var ved siden af den ene baglygte, kunne Skov med det samme se fejlen; den var ikke sluttet til og afbrød derved hele lys-kredsløbet!

Også her uden lys - et syn der mødte adskillige nordgående billister på E45 i morges! Og nej, jeg har endnu ikke fået taget nogle ordentlige billeder…

Det må have opstået under Dinitrolbehandlingen, men det er jo, hvad der kan ske. Selvom jeg må indrømme, at det efterlod en lidt underlig fornemmelse at vide, at jeg havde kørt hele dagen uden lys… Og desuden mødt ordensmagten mere end et par gange undervejs! Måske er den bare en heldig bil… Men så havde jeg jo nok ikke haft min lille “hændelse” i sidste måned..!

En velkommen-hjem aften til ære for Engsted, der har været 3 ½ måneder i Afghanistan, fandt sted her på matriklen i fredags. Det var dejligt at se, at han befinder sig vel dernede og desuden har fået en misundelsesværdig kulør…

Dagen efter inviterede samme Engsted på reparations-burger på den højt besungne “Havnens Perle”, der ligger på, well, Århus havn. Hovedretten var en cheeseburger, men hovedattraktionen var en Citroën Ami 8, der holdt ved burgerbaren.

De to blå toner var ikke alene; bagsmækken var mørkerød!

Citroënen havde et herligt vejrbidt (og rustplaget, desværre) udseende, der tydeligt viste, at ejeren ikke var bange for at bruge den til hverdag, hatten af for det! Jeg er lidt forfalden til Citroëner, denne er dog måske lige speciel nok til mig. I stedet måtte der gerne stå en GS eller DS ude på parkeringspladsen…

Magasinet Classic And Sports Cars har en månedlig feature om redaktionens bilers liv, her kunne jeg tydeligt se Ami’en passe ind. Som en slider, der transporterer familie med barn hver dag, uden at kny, mens gennemtærede paneler blot udskiftes med lidt mindre tærede eksemplarer, farve upåagtet. Jeg kunne selv virkeligt godt lide denne tanke, men bliver jo desværre ved med at købe biler, der er alt for gode til sådan en skæbne…